Vi er tilbage i den gamle gænge efter næsten 14 dage i Mexicos varme sol. Kort sagt har det været en utrolig spændende tur, og jeg havde egentlig planlagt den helt store dag-for-dag-gennemgang, men jeg orker simpelthen ikke at gå igennem alt det, vi har set og hørt.
Turen bød først på et møde med Mexico City. Det er vel nok det mest kaotiske sted i verden, tror jeg. Bilerne kører på kryds og tværs, og der er mennesker overalt. Det er også verdens største eller næststørste by, så der er vel ikke så meget at sige til det. Kaoset kombineret med en utrolig skarp sol, som den kun kan være på de breddegrader, gør at man må bruge lidt tid på at finde sig til rette.
Vi var indlogeret hos en privat familie. Det egentlige mål med turen var brylluppet mellem Lilliannes bror og hans mexicanske kæreste, og det var hendes familie, som var så venlige at stille hus og mad til rådighed. Når jeg siger “venlige” er det egentlig en underdrivelse, for de (og det mexicanske folk i almindelighed) er ekstremt gæstfrie og venlige, så det skortede ikke på transport i kaostrafikken eller rigtige mexicanske måltider.
Apropos måltider, så er det mexicanske køkken fabelagtigt. Selvom det meste egentlig er forskellige kombinationer af tortillias, bønnemos, avocado og chili, så er det en masse dejlige retter, som kommer ud af det.
Den første uge gik med at bevæge sig rundt i Mexico City og omegn. Vi fik set forskellige steder og museer i byen, blandt andet Antropologisk Museum og Teotihuacan (selvfølgelig var jeg oppe på toppen af Solpyramiden) – alt sammen meget spændende, og vi var naturligt nok dødsens trætte hver aften, så det var faktisk ikke noget problem at falde i søvn kun 50 meter fra den sekssporet motorvej(!), som vi boede ved siden af…
Efter brylluppet rejste vi til Yucatan-halvøen, nærmere bestemt byen Merida. Det var en helt anden verden, og madtraditionerne på Yucatan skal ganske enkelt opleves. Noget andet, som man ikke kan undgå at opleve, er den ekstreme varme. Da vi først ankom til Merida var temperaturen i nærheden af 40 grader, og kombineret med meget høj luftfugtighed var det nærmest uudholdeligt.
Efter en dag i Merida rejste vi videre til Chichen Itza, hvor de bedst bevarede Maya-ruiner ligger, så også her gik der en del tid. Vi boede på et fint hotel, som egentlig var en samling små hytter, som oprindeligt var blevet bygget til at huse de arkæologer, som først fandt ruinerne og foretog udgravninger. Hytterne ligger i en flot park/jungle (alt efter hvor langt fra receptionen man bor), hvor der er et rigt dyreliv. Underlige fugle og gekkoer er intet særsyn på disse kanter.
Dagen efter rejste vi videre til turens sidste mål, nemlig Cancun, hvor vi var klar for badestrand og solhat. På turen dertil så vi, hvor meget Mexico er et kontrasternes land. Alle samfundsklasser lige fra utrolig rig til meget meget fattig er repræsenteret, og man skal ikke køre mange kilometer fra det dyreste hotel på strippen, før man kommer til slum og andre fattige strøg. Sjovt nok er det her piccoloerne, drinksmanden, vinduespudserne og alle de andre ansatte på hotellerne bor.
Cancun var egentlig ikke noget særligt. “Mini-USA” vil jeg kalde det, og to dage der var tilstrækkeligt. En interessant men også lidt kedelig ting ved Cancun er, at orkanen Wilma i 2003 ødelagde 95% af stedet. Det betyder blandt andet, at en stor del af stranden er ødelagt. En fem-ti meter bred bræmme af store klipper præger vandkanten ved mange af hotellerne, og de kombineret med meget store bølger gør det direkte livsfarligt at bade i havet. Derfor måtte vi tage til takke med poolen, og det var “lissom” ikke det, vi havde set frem til.
Vi vendte næsen hjemad igen, og efter cirka 24 timers kombineret flyvning og venten kunne vi igen sætte fødderne på de norske fjelde. Tilbage er kun at skille sig af med jetlag, men det arbejdes der på.